Vær med til at hækle 111 krammebamser – og gør en forskel
#11PÅRYGGEN sætter nu i gang i ‘projekt krammebamser’ – og du kan være med!

Gennem frivillige kræfter har vi sat os for at hækle 111 bamser, inden 2025 er omme.
Bamserne skal fungere som et krammedyr, som vi kan give til børn i alderen 0-10 år, som skal overnatte på Aarhus Universitetshospital for første gang.
Når et barn for første gang skal overnatte på et hospital, kan det være en meget skræmmende situation, og potentielt har barnet det dårligt på det tidspunkt.
I situationen kan bamsen være en hjælp til at skabe tryghed, og efterfølgende kan bamsen blive en fysisk genstand, som forbindes med et minde om at have været på hospitalet – på en god måde.
Med andre ord:
Ved at hækle en krammebamse kan du vække glæde hos én, som har brug for en varm hilsen!
Bamserne kan også hjælpe med at udbrede kendskabet til #11PÅRYGGEN – et vigtigt element for at kunne drive frivillig forening og dermed gøre en forskel.
Du kan vælge mellem tre forskellige hækleopskrifter. Opskrifterne har forskellig sværhedsgrad, så både nybegyndere og øvede kan være med.
- Se opskriften til hæklet flodhest (svær)
- Se opskriften til hæklet bjørn (mellemsvær)
- Se opskriften til hæklet kanin (let)
Tak, fordi du hjælper os i mål!



























